Tale 1. maj 2023
I dag vil jeg tale om unges mistrivsel.
I februar måned besøgte jeg nemlig Julemærkehjemmet Kildemose i Frederikssund. Det var ikke første gang jeg besøgte Kildemose, men denne gang var lidt særlig. Mit fokus ved besøget her var nemlig 100% rettet mod at blive klogere på, hvordan Julemærkehjemmene gang på gang lykkes med at øge børnenes trivsel og få dem tilbage i skole – selv efter meget lange perioder med skoleværing.
Vi står lige nu midt i en mistrivselskrise. Flere og flere børn føler sig ensomme, flere får diagnoser og flere ender med at falde ud af skolesystemet. Vi kender alle sammen en eller flere af de her børn. Børn med svær mistrivsel hører desværre ikke længere til sjældenhederne. Det er både sørgeligt og dybt bekymrende, og det presser jer i kommunerne, fordi I ikke har tilbud og ressourcer nok til at håndtere denne udvikling. Vi halser ligesom efter et lyntog med familier, der bryder sammen, medarbejdere der giver op, og en økonomi der er ved at smuldre.
Men hvad, der er måske endnu værre, er, at rigtige mange af disse børn også ender med at have dårlige fremtidsudsigter. Det er lidt som en dominoeffekt: Hvis først et barn har været væk fra skolen i et halvt år, så ved vi, at de ikke kommer tilbage i et normaltilbud. Og hvis først et barn har været i et specialtilbud, så ved vi, at de med meget stor sandsynlighed ender uden for arbejdsmarkedet og med livsvarig behov for kommunal hjælp.
Og på den måde ender rigtig mange af de her børn, som startede med et normalt skoleliv, som en del af potentialegruppen; nemlig blandt de 42.000 unge, som efter grundskolen hverken er i job eller uddannelse. Det er et kæmpe problem for både dem og os. Vi har så meget brug for at få de her unge ud i arbejdsfællesskabet. Velfærdssamfundet skriger på arbejdskraft. Og langt de fleste af de her unge vil også virkelig gerne. De drømmer om at få et job. Ligesom alle os andre, ønsker de bare at passe ind, og føle sig som en del af fællesskabet.
Men selvom der har været historisk lav ledighed i flere år nu, selvom vi har brug for de unges arbejdskraft, og selvom de unge gerne selv vil, så er det alligevel ikke lykkedes os at hjælpe dem ind på jobmarkedet. For denne gruppe har det nemlig stort set ingen betydning, om der er mangel på arbejdskraft i Danmark. For dem handler deres ledighed langt højere grad om dårlige skoleerfaringer, som har givet dem manglende tro på, at de har noget at bidrage med.
Hvis vi skal hjælpe de her unge ind på arbejdsmarkedet, og hvis vi skal have forebygget at så mange unge i fremtiden opbygger mistillid og falder ud af vores skolesystem, bliver vi derfor NØDT til at gøre noget andet, end det vi plejer. Vi må handle langt hurtigere, når børn viser de første spæde tegn på mistrivsel. Og vi må få skabt en mere rummelig skole, hvor børn bliver bygget op, og ikke brudt ned, selvom de ikke er bogligt- eller socialt stærke. Så vi undgår, at dominobrikkerne når at vælte alle sammen.
Men hvordan skal vi gøre? Hvad skal der til? Det, tror jeg, er et spørgsmål, mange af os har stillet os selv virkelig mange gange. Jeg har i hvert fald.
Derfor besøgte jeg Julemærkehjemmet i februar måned; for at blive klogere på, hvad det er, de gør, som virker så godt. Ved mit besøg talte jeg både med personalet og med et panel af Julemærkebørn. Og overraskende nok, var det ikke raketvidenskab, det de præsenterede for mig. Det var nærmere back to basic. Deres succes med at øge børnenes trivsel består simpelthen i helt basale ting.
- En af børnene; Noah, fortalte mig, at det værste ved skolen derhjemme var frikvartererne. Fordi han altid gik alene rundt. Og medarbejderne kunne bekræfte, at det er en følelse, der går igen blandt stort set alle de 1000 børn, der årligt får et ophold på et Julemærkehjem: Oplevelsen af igennem deres skoletid igen og igen at have følt sig uden for, fravalgt eller mobbet. Derfor har de på Julemærkehjemmene besluttet at lave voksenstyrede aktiviteter. I stedet for at lade børnene lege alene i frikvartererne, at lade dem vælge grupperne i idræt selv, eller hvor de skal sidde i klassen, så tager de voksne styringen, og deltager i øvrigt altid selv i aktiviteterne. Det sikrer, at alle børn altid føler sig velkommen og som en del af fællesskabet.
- En af de andre Julemærkebørn, Lucas, fortalte mig, på spørgsmålet om, hvad han allerhelst ville have lavet om på sin egen skole, at han virkelig gerne ville have indført den lille morgen-gåtur de har på Julemærkehjemmene. For de ture hjælper ham til at få brændt lidt krudt af, så han har nemmere ved at sidde stille bagefter, som han sagde. Og det taler lige præcis ind i et af de andre trivsels-greb, de bruger på Julemærkehjemmene: Nemlig at sørge for, at børnene hver dag får gode, sunde måltider, søvn nok, bevægelse og frisk luft, og ikke mindst; kun 30 min skærmtid i løbet af en dag. Jeg tænkte staks, at det der med skærmtiden måtte skabe en masse modstand fra børnene. Jeg har selv to piger på 15 år, så jeg ved, hvor afhængige de er af deres telefoner. Men da jeg spurgte børne-panelet, sagde de overraskende nok allesammen, at det slet ikke havde været noget problem. En sagde endda, at det havde betydet, at han i stedet fik lavet mange flere sjove ting sammen med de andre børn.
- Den sidste ting jeg vil nævne, som Julemærkehjemmene gør, for at øge børnenes trivsel, er, at de hver uge har et trivselsværksted. Her får børnene, igennem simple øvelser, trænet deres evne til at sætte grænser, tage del i fællesskabet og fokusere på deres styrker. I virkeligheden er det en undervisning som minder meget om den, der tidligere fandt sted i det der hed ”Klassens Time”, men som i dag stort set ikke findes på vores Folkeskoler.
Med de her forholdsvis små og basale tiltag, er det altså lykkedes Julemærkehjemmene at øge børnenes trivsel markant – faktisk med hele 30procentpoint på bare 10 uger. Dertil er det lykkedes dem at få børnene tilbage i skole. Langt de fleste julemærkebørn har været uden for skolesystemet i månedsvis, når de starter deres ophold. Men alligevel er stort set alle børn tilbage i skole igen, efter deres ophold.
Jeg tænker, der er noget læring at hente for os alle sammen i de her erfaringer: Både for mig, der som socialdemokratiets forebyggelsesordfører skal arbejde med de store linjer i forholdt til unges trivsel på Christiansborg, og for jer i kommunalbestyrelserne, der sætter rammerne for vores skoler og klubber. Men også for alle jer, der er forældre eller bedsteforældre til unge mennesker.
Vi er nødt til at handle på denne her mistrivselskrise NU. Og på Julemærkehjemmene har de bevist, at det kan gøre en væsentlig forskel, hvis vi kommer back to basic: frisk luft, sund kost, mindre skærmtid, voksenstyrede aktiviteter og mere ”klassens tid”. Jeg ved, at I også har masser af gode erfaringer og ideer til at øge vores børns trivsel her i kommunen, og dermed forebygge, at de ender uden for arbejdsfællesskabet. Lad os få alle ideerne i spil, og lad os holde en tæt kontakt om erfaringer og forslag til løsninger. Vi SKAL i samarbejde have knækket den her mistrivselskurve. Vi SKAL have de sidste med ud i arbejdsfællesskabet. Og Julemærkehjemmene har vist os, at det KAN lade sig gøre. Så lad os også sammen vise, at vi kan.
Jeg glæder mig til at arbejde sammen med jer om både den her opgave og om alle de andre vigtige opgaver, vi står over for. Som jeres lokale repræsentant på Christiansborg, er det vigtigt for mig, at sparre med jer om de her ting. Så jeg håber meget, at jeg vil modtage flere invitationer fra jer i fremtiden – til drøftelser om de store og svære politiske udfordringer både lokalt og på landsplan. Min kalender er i hvert fald åben.
Tak for ordet, og rigtig god kampdag til jer alle sammen.
Der er fortsat nok at kæmpe for.
