Vi har fundet sit kandidathold. Fra venstre Morten Lyager, Marianne Røgen, Allan Kreutzfeldt, Vicky Holst Rasmussen, Morten Spongenberg Thorup, Mai Nørreskov, Henrik Sass Christensen og Brian Øllegaard.
Socialdemokratiet i Egedal har på årets generalforsamling sammensat det hold, der skal sikre partiet en ny borgmester-periode efter valget til november. Helt som ventet bliver nuværende borgmester Vicky Holst Rasmussen den socialdemokratiske spidskandidat, og ifølge formand Per Bang Hansen, så bliver hun bakket op af et stærkt kandidathold.
- Vicky får selskab af syv dygtige og skarpe kandidater, så vi ser frem til valgkampen og ikke mindst valget, siger Per Bang Hansen.
Udover Vicky Holst Rasmussen, så består kandidaterne af Morten Lyager (nuværende byrådsmedlem, red), Morten Thorup, Brian Øllegaard, Mai Nørreskov, Marianne Røgen, Allan Kreutzfeldt samt Henrik Sass Christensen.
Værd at bemærke er det, at nuværende byrådsmedlem og formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget, Henriette Thirup-Bielefeldt, ikke genopstiller til valget. Det samme er i øvrigt tilfældet for Lasse Nørreskov, der er formand for Familieudvalget og næstformand for Skole- og Uddannelsesudvalget.