Taler: Niels Christian Dahl - Kandidat til regionsrådsvalget

I august 1843 åbnede Tivoli for første gang. Manden bag, Georg Carstensen, har et berømt citat: ”Tivoli bliver aldrig færdig - at slå sig til ro, ville omtrent være at blive stående på halvvejen”. Og Georg har ret. For verden ændrer sig hele tiden, og vi skal altid være klar på at omstille os. Det gælder også vores velfærd, og dermed regionerne. Uanset om man så mener Tivoli har været i stand til at forny sig selv tilstrækkeligt. 

Sammenlægningen af Region Hovedstaden og Region Sjælland kan godt virke som en træls øvelse, og et forsøg på at spare penge. Men det skal vi ikke lade det blive. For det er en unik mulighed for at forny regionen så den passer til vores samtid. Den er til for at løse problemer og støtte borgerne med primært sundhed og transport. Og der står vi overfor andre udfordringer end man gjorde for 20 eller 40 år siden.

Inden for sundhedsvæsnet er de tre store udfordringer som jeg ser det: forebyggelse, arbejdskraft og forskning. De påvirker hinanden, men kræver forskellige løsninger. 

Forebyggelse bliver der talt meget om, men der bliver gjort ret lidt. Jeg tror drømmen for nogle politikere er, at hvis vi taler om det nok, så bliver folk nok så forskrækkede over deres egen sundhed, at de lever så sundt at de helt undgår skavanker. Det er bare ikke sådan det fungerer. Særligt i forebyggelse, er der ulighed i sundhed. Hvis man bor langt fra lægen, så er chancen for at man tager forbi for et tjek mindre. Der går længere før problemer bliver opdaget. En lille hverdagsgene bliver langsomt til en lidelse. Det er derfor vigtigt at vi gør læger og eksperter tilgængelige for folk, hvor de bor. Sundhed skal ikke kun være for dem som har råd til at bo tæt på København. 

Arbejdskraft er også noget der bliver talt meget om. Man kan ikke være andet end glad for, at der er så stor opbakning til højere lønninger og bedre uddannelser. Desværre tror jeg Mette havde ret, da hun allerede for mange år siden påpegede, at det sådan set ikke er penge vi kommer til at mangle. Det er hænder. Vi er derfor nødt til at se på hvordan vi strækker den arbejdskraft vi har. Løsningen er ikke, at alle skal arbejde mere, dem der vil skal belønnes for det, men det er i højere grad at få indtænkt velfærdsteknologi i sundhedspersonalets hverdag, så vores kloge hænder får mere tid til det som kun mennesker kan; omsorg og omhu. Det kan vi få ved hjælp af AI og mere international rekruttering.

Nogle frygter måske et scenarie som i Stanley Kubricks ”Rumrejsen år 2001”, hvor rumstationens AI overtager og prøver at slå menneskene ihjel. Det er lidt ekstremt sat op, men det kommer af, at computeren kommer frem til en, fra vores perspektiv, negativ konklusion vedrørende mennesker, og det kan den AI teknologi vi bruger i dag også gøre… altså, ikke overtage en rumstation, men komme til forkerte konklusioner. 

Filmens slutning er noget kryptisk, men jeg mener det Kubrick prøvede at fortælle os er, at vi ikke skal overlade udviklingen af menneskeheden alene til computere. Vi skal udvikle vores tanker og bliver klogere, men selvfølgelig skal vores samfund hjælpes af ny teknologi… uden den var vi ikke kommet i rummet, og vi havde ikke haft hospitaler, som vi kender dem i dag, og i morgen skal det være AI der hjælper læger og sygeplejersker med at nå bare en patient mere, eller spotte den lille detalje på et røntgenbillede, som en nattevagt med 12 kopper kaffer og måske en dårlig dag, overså. 

Vi skal have en teknologisk velfærdsstat af, for og med mennesker. Nogle kalder det teknosocialisme. Jeg kalder det sund fornuft. 

Forskning! Da jeg første gang hørte om kvindesygdomme, tænkte jeg, at det lød mærkeligt. Selvfølgelig er mænd og kvinder forskellige, men skulle der ligefrem være overset noget? Forskning er i min erfaring ikke kønnet, så er det ikke at gøre alting lidt for kønspolitisk? Men så kom jeg i tanke om forskning i demens. Det er kun inden for de sidste 20 år, at man systematisk har undersøgt sammenhængen mellem hovedskader i ungdommen og hukommelse senere i livet. Med det meget overraskende resultat, at ja, hvis du bliver slået hårdt i hovedet, så stiger risikoen for demens. Det ser man især senere i livet hos boksere og amerikanske fodboldstjerner. Det er en sammenhæng, som jeg egentlig havde troet man kom frem til for mere end 5.000 år siden… altså hovedskader og demens, ikke det med amerikanske fodboldstjerner.

Men det er nu en gang sådan, at forskning kræver penge. Hvis man ikke kan finde en måde at tjene penge på det, så sker der typisk kun noget, hvis vi vælger at prioritere det politisk. Det er derfor jeg hilser forskning i kvindesygdomme velkommen. Ikke kun for kvinders skyld, men for hele samfundet. For hvis vi seriøst prioriterer forskning i de støvede afkroge hvor mikroskoperne sjældent peger hen, tror jeg, at vi også kan lære noget nyt om mænds sundhed. Og senere, om generationernes. 

Bare tænk på hvor meget anderledes de unge vokser op nu sammenlignet med 90’erne. Telefon hele dagen, computer hele tiden, mindre foreningsliv, mere alenetid. Det giver andre vaner, det giver en anden krop og et andet sind. Det giver en anden sundhed. Vi må ikke tabe generationer fordi vi ikke tør satse og tænke nyt. For kvinder, for mænd, unge og gamle, hetero og homo. Det er os politikere der skal sætte dagsordenen, ikke profitten. Vi skal satse på forskning.

Jeg har nu nævnt de 3 store udfordringer, som jeg mener sundhedsvæsnet står overfor, men der er faktisk en fjerde. For vi kan ikke komme udenom, at vores samfund er sårbar overfor naturlige katastrofer og sabotage. Jeg har talt meget om det her med samfundssikkerhed og robusthed i sundhedsvæsnet i andre taler jeg har holdt. Det har primært været grundet truslen fra Rusland, Kina og endda USA, men jeg nævner også altid naturkatastrofer. For klimaet ændrer sig. Det sker naturligt og over mange hundrede år, men nu er der også en menneskeskabt acceleration af den. Ganske tilfældigt og ulykkeligt blev hele den Iberiske halvø ramt af strømafbrydelse. Vi ved indtil videre ikke om det var en fejl eller bevidst sabotage, men effekten er den samme. Total kaos og det var efter mindre end en dag. 

Hvis Danmarks elnet eller internetforbindelser bliver udsat for sabotage og oversvømmelse, så er der bl.a. reaktorer på hospitalerne til at holde dem kørende. Men hvad hvis det er hospitalet selv der bliver ramt. Hvad hvis de bliver hacket? Vi skal ikke gamble med sikkerheden. Det kan virke træls at skulle bruge penge på noget, som kun måske sker, men forudsætningen for velfærd, ja, endda samfundet, det er at vi er i sikkerhed. Det er et par trin nede på behovspyramiden, men hvis den ryger, så ryger alt som kommer efter. 

I en verden med stigende usikkerhed og ustabilitet, har vi brug for en Region og et sundhedsvæsen, som skaber tillid til samfundet, demokratiet og til hinanden. Det kan den kun, hvis den virker og giver nytte, hvor der er behov for det. Så lad os kæmpe for, at den nye Region Østdanmark bliver morgendagens region. Vi skal fastholde det som virker, det skal ikke spares væk, og så skal vi investere i fremtiden. For Regionen skal ikke være endnu en puslebrik i den stigende ulighed. Forebyggelse, arbejdskraft, forskning, sikkerhed, og lighed… vores allesammens sundhed.

Og det er jo 1. maj, så jeg vender lige tilbage til Georg Carstensen, altså Tivolimanden. Han skulle efter sigende have overtalt Kongen om at få lov til at oprette Tivoli, ved at sige: ”Når folket morer sig, politiserer det ikke”. Det er en noget uspiselig bagtanke for os i dag, men vi kan glæde os ved, at der ikke var den mængde forlystelsesparker, der kunne holde Arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet fra at oprette velfærdsstaten. Og den holder os ikke fra at vedligeholde og udvikle den. Men som Georg også sagde, så skal vi arbejde på den, hver evig eneste dag.

Rigtig god 1. maj!