At vælge fjernvarme - er dansk
Forsyning

At vælge fjernvarme - er dansk

- Morten Spongenberg Thorup

Publiceret: Sjællanske nyheder
Tidspunkt: 7. juli 2025


At lave fælles løsninger er så dansk som det kan blive, og kan spores helt tilbage til 1866, da andelsbevægelsen begyndte i Danmark.  

 

Fælles løsninger, hvor man tager ansvar for hinanden og lokalområdets fremtid, er en dybt forankret del af vores nationale identitet. Det at vælge fjernvarme handler ikke blot om at skifte varmekilde – det er et udtryk for et grundlæggende dansk værdifællesskab, hvor samarbejde og tillid går hånd i hånd.  

 

Med fjernvarmen fortsætter vi arven fra andelsbevægelsen og viser, at vi stadig tror på styrken i det kollektive. Vi bygger videre på traditionen om, at ingen skal stå alene, og at gevinsterne ved at tage hånd om fælles ressourcer kommer alle til gode. Det er netop denne solidaritet og evne til at tænke i helheder, der har gjort Danmark til foregangsland inden for grøn energi og fællesskab. Når vi vælger fjernvarme, vælger vi altså ikke kun en bæredygtig løsning – vi vælger at være en del af det, der gør Danmark unikt. 

 

Fjernvarme er fællesskab i praksis. Når vi står sammen, opnår vi mere, end vi kan hver for sig. Fjernvarme giver ikke bare grøn energi – det gør det billigere for alle. Vi deler ressourcer, reducerer spild og udleder mindre CO2. For mig er det vigtigt at tænke på fremtiden og på vores lokale miljø. At vælge fjernvarme, er at investere i vores fælles fremtid. 

 

Også derfor vælger jeg fjernvarme, når Egedal Fjernvarme spørger om jeg vil tilslutte mig, fordi jeg ved, at hvis de handler uden at have deres kunder i fokus, så kan jeg være med til at afsætte bestyrelsen til de kommende kommunalvalg. Det kan jeg ikke når det er et privat ejet selskab, eller når jeg står alene med en kæmpe regning for en selvejet løsning. 

 

Vi har altid været bedst, når vi løfter i flok. Ved at vælge fjernvarme vælger vi sammenhold, tryghed og en grønnere fremtid for både os selv og kommende generationer. Det er sund fornuft – og det varmer faktisk at være fælles!