En investering i fællesskabet, foreningslivet og fremtiden
Fritid

En investering i fællesskabet, foreningslivet og fremtiden

- Morten Lyager

Publiceret: Egedalposten
Tidspunkt: 26. juli 2025


Hen over sommeren har der været flere indlæg om den kommende multihal i Ølstykke. Det er tydeligt, at vi er midt i en valgkamp – hvilket har skærpet tonen, men desværre også ført til fordrejede modsætninger, der skaber unødig tvivl om beslutningen og forløbet.

På vegne af Socialdemokratiet og som næstformand i Kultur-, Fritids- og Erhvervsudvalget har jeg fulgt sagen tæt og været en del af den politiske proces. Jeg vil derfor gerne bidrage med lidt fakta og afklaring.

Rikke Mortensen skriver, at vi skal prioritere klogt og ansvarligt. Det er netop det, vi gør her. Hvis vi nogensinde skal have en multihal i Egedal, så er det nu – for det er nu, der er mulighed for medfinansiering. Vi skal huske, at HØJ ikke havde behøvet at spørge Egedal Kommune, om vi ville være med til at bygge i Ølstykke. De kunne lige så godt have spurgt Roskilde Kommune om at bygge i Jyllinge.

Rikke påstår også, at vi prioriterer eliteidræt over folkeskolen og vores ansatte. Det kunne næsten ikke være mere forkert. Vi har gennem de sidste otte år investeret massivt i skoler og institutioner – og det fortsætter vi med. Det er korrekt, at vi har flyttet nogle af renoveringsmidlerne til Lærkeskolen til et senere tidspunkt, men midlerne er ikke fjernet. Man kan ikke renovere en skole på én gang uden at forstyrre undervisningen. Af praktiske grunde sker det derfor over flere år.

Ric Jacobsen skriver, at vi bruger 110 mio. kr. på eliten – men hvad får bredden? Svaret er: en moderne multihal med fællesfaciliteter og bedre forhold for alle. Vi holder hallen på kommunale hænder, så vi kan sikre, at den kommer hele foreningslivet til gavn – ikke kun eliten. Netop derfor har vi politisk valgt denne løsning.

I Socialdemokratiet mener vi, at kritikerne ofte overser det store arbejde, HØJ allerede laver for bredden og for vores kommune. HØJ engagerer hver uge mange børn, unge og frivillige og har stort fokus på fællesskab og sammenhold. De ved, at uden bredden – ingen elite.

Christine Sjøberg skriver, at det skal være muligt at være en del af foreningslivet – uanset hvor man bor i Egedal. Det er vi i Socialdemokratiet meget enige i. Vi har i mange år været nødt til at bruge størstedelen af anlægsrammen på renovering og ny byg på vores skoler, institutioner og plejehjem. Nu får vi endelig mulighed for også at investere i idræt og sundhed – og selvfølgelig skal vi også se på andre idrætsområder end Ølstykke.

Mayke van der Kamp skriver, at vores børn ikke har brug for flere haller, men for bedre normeringer. Normeringer hører budgetmæssigt under servicerammen, mens nye haller hører under anlægsrammen. Vi kan ikke bare flytte penge fra den ene ramme til den anden. Vi har i lang tid arbejdet for bedre normeringer – men det er både dyrt og svært at skaffe det nødvendige personale.

I Socialdemokratiet mener vi, at vi skal prioritere begge dele: bedre normeringer og bedre fritidsfaciliteter. Når børnene har fri fra institution eller skole, skal de have adgang til sunde, meningsfulde fællesskaber. Det kræver faciliteter og frivillige. Uden ordentlige rammer – ingen frivillige. Uden frivillige – ingen fritidsaktiviteter. Og netop fritidsfællesskaber er en vigtig del af løsningen på den stigende mistrivsel blandt børn og unge.

Bjarne Larsen sammenligner vores multihal med en billigere hal i Svendborg. Men de to projekter kan ikke sammenlignes direkte. Multihallen i Ølstykke omfatter også faciliteter og infrastruktur, som allerede findes i Svendborg. Derfor er det naturligt, at vores projekt er dyrere.

Bjarne skriver også, at det er respektløst at holde mindretallet udenfor. Her må jeg sige klart: Ingen i byrådet er blevet holdt udenfor. Alle medlemmer har haft adgang til de samme dokumenter. Eneste forskel er, at medlemmer af relevante udvalg har deltaget i inspirationsture og dialogmøder – hvilket er helt normal praksis.

Jeg håber, at ovenstående bidrager til en bedre forståelse af processen. Socialdemokratiet støtter en multihal, fordi vi har en håndboldklub, som i dag ikke kan spille deres hjemmekampe i Egedal – og fordi vores kommune nu er af en størrelse hvor vi godt kunne bruge en hal til større events, samtidig har foreningerne i Ølstykke i fællesskab spurt os politikere om hjælp til at realisere deres fælles drøm: en moderne multihal for alle.