Publiceret: Sjællanske nyheder
Tidspunkt: 15. oktober 2025
At bruge skarpe vendinger eller tale dårligt om sine politiske kollegaer, bare fordi man er uenig, er hverken lederskab eller respekt for demokratiet. At gøre det om vores medarbejdere er uacceptabelt.
Politik handler ikke om at nedgøre andre – men om at stå ved sine egne værdier, tage ansvar og skabe resultater sammen. Det er sådan, vi skaber stabilitet og tryghed – og det er sådan, vi gør det i Egedal og har gjort det i årtier.
Jeg har stor respekt for, at man står ved sin holdning. Men jeg har svært ved at respektere, når uenighed bliver til personangreb – særligt mod de medarbejdere, der hver dag får kommunens beslutninger til at blive til virkelighed. Det er dårlig stil, og det svækker fællesskabet.
At kunne samle og skabe holdbare og langsigtede løsninger – dét er god ledelse. Og det er netop, hvad vi i Socialdemokratiet står for. Med et enstemmigt vedtaget budget, båret af ansvar og mod, har vi endnu en gang vist, at vi kan samle byrådet i Egedal. Det betyder noget – for borgerne, for medarbejderne og for vores fælles fremtid.
Når vi fortæller borgerne sandheden og tør træffe beslutninger, der gavner de fleste og sikrer investeringer i fremtiden, så udviser vi lederskab. At love ALT i sidste øjeblik eller male historier om, hvad man kunne have gjort bedre, er ikke lederskab.
Jeg begyndte mit eget liv i velfærdens trygge favn. I efteråret 1977 blev jeg afleveret i vuggestue – jeg var bare 14 uger gammel. Dengang var der Rita, Eva, Randi og Lis. De havde tid til at tage mig på skødet, når jeg var ked af det, og de skabte tryghed og omsorg, så mine forældre kunne passe deres arbejde.
Jeg fortæller dette, da det skal minde os om, hvad god velfærd handler om: tryghed, nærvær og fællesskab. Det er vores ansvar som politikere at sikre, at alle børn i Egedal får en god start.
Mange borgeres forventninger til velfærdssamfundet har ændret sig. Flere ser velfærd som en service, de betaler for, frem for et fællesskab, de er en del af. Det udfordrer vores grundlæggende værdier.
Vi politikere skal turde tale ærligt om det. I vores samfund gør man sin pligt, før man kræver sin ret. Og man skal ikke kræve, hvis man ikke har brug for det. Det er vores ansvar at sikre, at hjælpen når dem, der har mest brug for den.
Som borgmester er det min vigtigste opgave at passe godt på dem, der passer på borgerne. Pædagogerne, lærerne, SOSU’erne, teknikerne, de gode folk på materielgården, ja - alle ansatte i kommunen. De holder Egedal kørende døgnet rundt, 365 dage om året. Uden dem ingen velfærd.
Jeg har modet til at stå ved de trufne beslutninger. Holde fast i fællesskabet – også når det er svært. Det er politisk lederskab for mig. Socialdemokratiet er dem der kan samle, tage ansvar og sikre den nære velfærd og trygheden for borgerne.
Jeg håber, I vælger fællesskabet – det gør jeg.