Publiceret: Sjællanske nyheder
Tidspunkt: 6. august 2025

I denne sommer har det været næsten umuligt ikke at være blevet ramt af den store Apacha-feber. Det nye danske band har – uanset hvor og på hvilken festival de har optrådt – lagt publikum ned med deres helt særlige lyd, deres meget sigende tekster og deres fantastiske energi. Og selv hvis man ikke har været til koncerter eller festivaler, så har deres sange været fast inventar på diverse radiostationers playlister.

Jeg ved godt, at det nok ikke er alle, der kender Apacha endnu – men deres tekster og lyd er bestemt værd at lytte til. Hermed en varm musiksommeranbefaling.

Hvorfor starter jeg min klumme med det? Fordi jeg selv har lyttet til de fantastiske sange igen og igen. Især én: “Et sted hvor vi de første”. En sang, der kan fortolkes som en fortælling om at vokse op, om at komme fra forskellige steder og med forskellige baggrund – ønsket om at gøre en forskel, sætte sit præg på verden, blive voksen og ikke lade sig bremse af dem, der ikke vil lytte. Om i fællesskab at skabe noget, der er større end én selv – mellem himmel og jord.

Om det helt præcist er dét, Apacha har haft i tankerne med sangen, ved jeg ikke. Men den har givet mig stof til eftertanke.

Stenløse er min fødeby – og Egedal Kommune er jeg en del af. Her er jeg jeres borgmester.

I blandt andet Ganløse trådte jeg mine barne- og ungdomssko, både i ungdomsklubben og sammen med mine venner. I Stenlille havde jeg mine ponyer opstaldet. I Ølstykke havde jeg min første kæreste, og i Smørum fik jeg venner for livet. Veksø blev stedet, jeg flyttede til, da jeg flyttede hjemmefra.

Den meget korte kronologi over mit 48-årige liv er ment som en indledning til det, det hele handler om for mig: At vi skal kunne bo, leve og udvikle os i vores dejlige kommune – hele livet igennem. Være barn, blive voksen og afslutte livet i trygge rammer – som en del af fællesskabet.

Boliger til hele livet – og hele fællesskabet

I Socialdemokratiet mener vi, at vi i fremtiden skal have flere almene boliger, flere ungdomsboliger og boliger, der er tilpasset de behov, der opstår, når man bliver ældre.

Vi har brug for flere boliger, som også er til at betale for ganske almindelige mennesker. Samarbejdet med vores almene boligforeninger er helt essentielt. Og når vi i disse dage taler så meget om fællesskab og borgernes frihed til at vælge, så er muligheden for at få en lejebolig i et stærkt fællesskab, efter min mening, mindst lige så vigtigt og lige så meget et frit valg som det er, at kunne vælge privat.

Det er vigtigt for mig, at det er muligt for unge at blive boende i kommunen, når de flytter hjemmefra – præcis som jeg og min søster kunne. Og det skal være muligt for ældre at blive i

lokalområdet, når boligen bliver for stor – uanset om det er i seniorfællesskaber, fordi man har brug for mindre plads, eller hvis livet tager en drejning, og man har brug for en anden type bolig midlertidigt.

Vi kalder det boliger til hele livet – og det handler om noget så grundlæggende som tryghed og tilhørsforhold. Derfor er det vigtigt, at vi forbereder os på fremtiden.

Derfor skal vi også fortsat investere i stærke lokalsamfund – i mødesteder, fælleshuse og grønne områder, hvor mennesker mødes, og relationer skabes. Hvor der er højt til himlen – og mulighed for at udvikle sig.

Jeg vil derfor arbejde for at understøtte netop de initiativer, der hylder fællesskab og ansvarlighed over for vores kommune. Vores borgerbudgetter har i flere år hjulpet gode initiativer frem og støttet ildsjæle med idéer til gavn for fællesskabet.

Det skal vi fortsætte med. Idéer, der kommer nedefra – fra borgerne – er ofte dem, der får liv og giver mest værdi.

I mit virke som borgmester holder jeg mange møder med borgere. Jeg har også en tradition for at invitere nye borgere til et “Velkommen til Egedal”-møde. Og noget af det, som en af vores nye borgere sagde til mig, da jeg spurgte, hvorfor de netop havde valgt Egedal, var:

“Der er højt til himlen – både bogstaveligt og i forhold til at kunne være den, man er.”

Det synes jeg er rigtig godt set. Og det er noget, vi i høj grad bør tage med os – både når vi træffer politiske beslutninger, og når vi sammen skal planlægge vores kommunes fremtid.

Og for lige at vende tilbage til Apacha, så lyder et af versene i den sang, jeg omtalte tidligere, sådan her:

Jeg spurgte hende: Hva’ vil du være, når du bli’r stor?

Alt andet end min mor eller far – jeg vil være der, hvor man gror

Og vokser sig større, mellem himmel og jord

Hun vil lave om på de ting, som vores forældre aldrig fik gjort

Meter under solen, langt over havet

Et sted som ingen andre har været

Meter under solen, bag ved de blå bjerge

Der bygger vi på ny jord og starter med freden

At starte med freden må alt andet lige være det mest tydelige. Jeg tror på, at vi – i samarbejde og med respekt for hinanden og vores forskelligheder, med det høje til himlen og alt det nye

mellem himmel og jord – i fællesskab kan skabe et stadigt bedre Egedal og en god fremtid for os alle.

Ingen af disse ambitioner kan løftes uden tillid mellem borgere og politikere og mellem kommune og medarbejdere. Det er afgørende, at vi som kommune står på mål for den tillid, borgerne viser os, og at vi bruger den fornuftigt. At vi prioriterer kernevelfærd og har respekt for det faglige arbejde, vores medarbejdere udfører hver eneste dag.

At vi som politikere aldrig glemmer, at det er i fællesskab, vi skaber forandring.

Der er mere, der samler os, end der skiller – og det står jeg som borgmester altid i spidsen for.