Vi skal passe på hinanden og vores fælles Egedal
Politisk klumme

Vi skal passe på hinanden og vores fælles Egedal

- Vicky Holst Rasmussen

Publiceret: Sjællanske nyheder
Tidspunkt: 28. maj 2025


Forleden befandt jeg mig på mit kontor på Egedal Rådhus. Her tog jeg mig selv i at betragte de naturskønne arealer med sirligt dyrkede marker, arealer af grøn og frodig natur, virksomheder og erhvervsområder, butikker, nye og ældre boligområder samt S-tog.

Og min tanke var: Sikken en dejlig kommune vi bor i. En kommune, som vi i fællesskab skal værne om og fastholde som et attraktivt og trygt sted at bo.

Netop fællesskabet er grundlaget i den socialdemokratiske politik. En dybfølt tro på, at står vi sammen, så kan vi klare det meste til glæde for os alle.

Som borgmester i snart fire år har der været mange spændende og udfordrende opgaver. Flere nye opgaver venter, for Egedal er ikke en kommune i stilstand, men i en fin og balanceret udvikling.

I Egedal investerer vi i vores velfærd. Vi bygger nyt, renoverer det gamle og styrker den nære service. Det gælder både i daginstitutioner, skoler, ældrepleje og fritidstilbud. Det er investeringer, der betaler sig – ikke kun i kroner og ører, men i livskvalitet og sammenhængskraft.

Vi kan kun investere i fremtiden, fordi vi har en sund økonomi. I Egedal har vi styr på pengene, og vi driver kommunen ansvarligt. Det betyder, at vi ikke bare kan drømme – vi kan også handle.

Vi arbejder hele tiden for at få mest mulig velfærd ud af hver en krone. Vi har fokus på effektiv drift, stærk faglighed, og så har vi dygtige og kompetente medarbejdere, der møder borgerne hver dag.

I snart 20 år har Egedal været i vækst, og det skal vi glæde os over. Men det forpligter. For når nye kvarterer og bydele skyder op, og flere borgere flytter til, skal vi sikre, at infrastrukturen følger med.

 Vi skal sikre gode skoler, daginstitutioner og plejehjem, der matcher behovet – og vi skal tænke grønne løsninger og bæredygtig udvikling ind fra starten.

Derfor arbejder vi målrettet med både kommuneplan og den lokale byudvikling, så vi skaber rammerne for det gode liv i hele Egedal – ikke kun i dag, men også om 10, 20 og 30 år. Og det kræver samarbejde om de langsigtede beslutninger og mod til at tage dem. Noget som Socialdemokratiet har gjort og stået i spidsen for i generationer i Egedal.

Samtidig med vi udvikler vores fælles kommune, så skal vi værne om naturen og miljøet. Jeg er dybt involveret i den grønne trepart sammen med landbruget og naturforeningerne. Vi har et kæmpe ansvar over for de kommende generationer - vi skal træffe de rigtige og langsigtede løsninger til gavn for vores klode.

Jeg taler med og lytter til rigtig mange borgere hver dag, og vi er selvfølgelig ikke i mål med alt, og det kommer vi nok heller ikke, fordi nye muligheder og behov dukker op, som vi selvfølgelig skal indrette os efter, og finde løsninger for.

Egedal er en kommune i udvikling – og det er en rigtig god nyhed. Nye familier flytter hertil, vores bysamfund vokser, og der er stor interesse for både vores lokalsamfund og natur.

Men med vækst følger ansvar. Det ansvar tager vi på os i Socialdemokratiet – i fællesskab.

Vi har det godt i Egedal. Det skal vi værne om, og det gør vi bedst i fællesskab. Når vi står sammen, kan vi klare alt fra hverdagens små udfordringer til de store samfundsforandringer.

Fællesskabet er ikke bare en værdi – det er en styrke. Og det er vores vigtigste redskab, når vi vil bevare og udvikle det Egedal, vi alle holder af.

Det er Socialdemokratiet, der samler Egedal og vi arbejder konstant på at fastholde og bevare kommunen som et trygt sted for de enkelte borgere.

Vi har hele tiden øje for nye muligheder, der kan sikre en velovervejet udvikling til gavn for fællesskabet og den enkelte, samtidig med at vi bevarer Egedal som en af de smukkeste kommuner i Danmark.

Budskabet er, at fællesskabet samler og det gør vi også.