Publiceret: Piopio
Tidspunkt: 7. august 2025
Vi hører ofte, hvor uundværlige de varme hænder er – sygeplejersker, lærere, pædagoger, social- og sundhedsassistenter – og det er de virkelig. Men midt i hyldesten af frontmedarbejderne overser man tit en anden afgørende gruppe: HK’erne, de administrative fagfolk i det offentlige. Uden dygtige HK-medarbejdere ville de varme hænder nemlig drukne i bureaukrati frem for at bruge deres tid på kerneopgaven.
Tænk på hverdagen: Læreren kan fokusere på at undervise, fordi skolens sekretær tager sig af elevadministration og indkaldelser til forældremøder. Sygeplejersken kan koncentrere sig om patienterne, fordi administrative kolleger sørger for vagtplaner, journaler og indkaldelser. Pædagogen kan være nærværende med børnene, fordi andre håndterer ventelister, budgetter og mødeplanlægning. Når HK’erne klarer løn, sagsbehandling, regnskab og koordinering, frigør det tid og fokus til, at hver ekspert kan udføre sit arbejde bedst muligt. Resultatet er, at læreren bliver en endnu bedre lærer, sygeplejersken en bedre sygeplejerske – fordi de bakkes op af kolleger med en anden faglighed.
HK’erne er nøglespillere i et moderne velfærdssamfund. De er limen, der binder det hele sammen, selvom deres indsats foregår bag kulisserne. I en offentlig sektor, der bliver mere og mere kompleks, sikrer administrative medarbejdere overblik, systematik og fremdrift. Det er en specialistopgave at få store systemer til at køre gnidningsfrit – lige så vel som det er en specialistopgave at helbrede syge eller undervise børn. Vi skal passe på med kun at tale om “bureaukrati” som noget overflødigt; den rette administrative indsats er netop det, der får velfærden til at fungere.
Bottom line er, at faglighed i det offentlige er mangfoldig. De varme hænder kan ikke undvære de skarpe kontorhænder – og omvendt. Hvis vi respekterer og anerkender hinandens ekspertise, står vi alle stærkere, og vores fælles velfærd bliver bedre.
Af Morten Spongenberg Thorup.
Socialdemokratisk byrådskandidat i Egedal kommune.