Marianne Røgen
Nr. 5

Marianne Røgen

Ølstykke

Marianne Røgen

Jeg stiller op til byrådet, fordi jeg vil arbejde for at styrke kultur- og fritidslivet. Skabe muligheder for flere almene boliger der er til at betale. Sikre et godt og trygt seniorliv. Kæmpe for mere hjælp og støtte til børn og unge.

 

Hvem er jeg?

Jeg er Marianne Røgen, er 75 år og opvokset i Veksø og har boet i Ølstykke siden 1972. Jeg har to voksne børn og to voksne bonusbørn, syv børnebørn, to oldebørn og bor sammen med Svea en dansk-svensk gårdhund. Jeg er tidligere byrådsmedlem i Egedal Kommune og har været næstformand i FOA Frederikssund.

I dag er jeg bestyrelsesmedlem og sekretær i Faglige Seniorer Nordsjælland og formand for Faglige Seniorer i Egedal. Jeg er rådsmedlem i AOF Egedal og sidder som suppleant i Folkeoplysningsudvalget. Jeg er politisk udpeget som bestyrelsesmedlem i selskabsbestyrelsen ØAB, jeg sidder i Hegnssynet. Jeg arbejder som frivillig i Blå Kors Ølstykke.

 

Et stærkt løft af foreningslivet og aftenskolerne

Vi skal styrke og støtte vores kultur- og fritidsliv i Egedal Kommune.

Jeg har selv gennem mange år som forælder og frivillig i foreningslivet oplevet, hvor meget et levende kultur- og fritidsliv betyder for alle i Egedal. Det er fællesskabet og mulighederne for at udvikle sig, og det gør vores kommune til et godt sted at bo i. Derfor vil jeg arbejde for at styrke foreningslivet og især aftenskolerne ved blandt andet at kæmpe for fastholdelse af kommunal støtte til aktiviteterne.

De betyder meget for os alle, derfor skal vi støtte de mange frivillige, som dagligt bidrager til fællesskaberne og giver børn- og unge som ældre samvær, udfoldelsesmuligheder og livsglæde.

Boliger til hele livet

Vi har brug for flere og forskellige boliger i Egedal kommune, der sikrer gode og trygge overgange i vores liv fra ung, voksen til seniortilværelsen.

Når det gælder boliger, ved jeg af egen erfaring, hvor stor betydning det har, at man kan finde en bolig, der passer til ens livssituation og økonomi.

Jeg vil arbejde for flere almene- og seniorvenlige boliger ved at støtte lokale boligprojekter, samarbejde tæt med boligselskaber og insistere på, at kommunen prioriterer midler til både nye boliger og renovering af eksisterende. På den måde kan vi sikre, at Egedal er en kommune, hvor alle har mulighed for et trygt og godt hjem gennem hele livet.

I dag er ventetiden på en almen bolig i Egedal kommune urimelig høj, hvilket gør det svært for unge og familier at finde en passende bolig. Samtidig er antallet af borgere over 65 år stærkt stigende de næste ti år, hvilket øger behovet for seniorvenlige boliger væsentligt.

 

Et godt og trygt seniorliv

Det skal være trygt og godt at blive ældre i Egedal kommune.

Når man bliver ældre, skal der være gode rammer for bevægelse og motion, der skal være plads og muligheder til oplevelser og samvær i nærmiljøet. Det styrker det gode liv, og giver masser af livsindhold og stærke fællesskaber, som er med til at holde ensomhed og isolation fra døren.

Derfor skal vi skabe de bedste fysiske rammer både inde- og udenfor til, at ældre kan bevæge sig og mødes om fælles oplevelser.

 

Mere hjælp og støtte til børn og unge

Det skal være attraktivt at være ung i Egedal. Vi skal altid lytte og være åbne over for de unge. De kender dagligdagen og ved hvad der rører sig. Dialogen med dem er vigtig, når rammerne skal skabes for deres læring og udfoldelser.

Fagligheden i vores institutioner og skoler skal konstant være i fokus. Folkeskolen er stedet, hvor vi lærer at læse og skrive, vi øver os i at stille

spørgsmål, undre os og tage stilling. Derfor skal der altid være tid til den enkelte elev.

Høj faglighed er helt afgørende for at sikre alle et godt og sundt børne- og ungeliv.

Hvis et barn eller ungt menneske kommer i krise, skal der sættes ind øjeblikkeligt. Ingen ventelister, og der skal til enhver tid sikres professionel hjælp og støtte til både børn og forældre i de udfordringer der måtte komme.

Der skal altid være adgang til krise- og psykologhjælp for hele familien.

 

EGEDAL – ET UNIKT FÆLLESSKAB